Fertilitetsbehandling fylder for mange alt imens det står på. Hvordan husker man sig selv på at leve sit liv ved siden af behandling?

I Danmark er vi dygtige til at udrede og behandle den fysiske side af barnløshed. Samtidig er vi et af de lande i verden, der er længst fremme, når det kommer til forskning, inden for viden om de psykiske og sociale konsekvenser af barnløshed. Det er derfor lidt af et paradoks, når vi samtidig er et af de lande i Europa, der gør mindst for at afhjælpe de følelsesmæssige udfordringer, der kan være resultatet af barnløshed og fertilitetsbehandling. I mange af de omkringliggende lande vi ofte sammenligner os med, er rådgivning i forhold til de psykologiske konsekvenser af fertilitetsbehandling parallelt med den medicinske behandling en selvfølge. I Danmark har vi derimod ikke tradition for at benytte psykologer, fysioterapeuter, sexologer eller andre rådgivere. 

Hvilke følelser opstår typisk i løbet af et fertilitetsforløb?

At være i fertilitetsbehandling skaber mange følelser såsom stress, angst, tristhed, frustration, ensomhed, følelsen af at være forkert og følelsen af jalousi på alle dem, som lykkes med at blive gravide før dig. Nogle af disse følelser kan være helt nye for dig og kan virke skræmmende, forkerte eller direkte skamfulde. Andre vil du kunne genkende fra andre aspekter af dit liv, men disse kan være lige så svære at håndtere.

Den stress, som opstår i et fertilitetsforløb, består af mange forskellige elementer:

• Den stress som behandlingen i sig selv udgør
• Truslen om permanent barnløshed
• Usikkerheden og ukontrollerbarheden af resultatet af fertilitetsbehandlingen
• Det dalende håb om graviditet og skabelsen af en familie med et eller flere børn

Det er normalt at situationer med høj grad af usikkerhed omkring, hvordan det hele kommer til at gå, kan skabe angst eller ængstelighed. Derudover er det ligeledes normalt, at en fornemmelse af tab og tab af kontrol kan skabe depressive symptomer.

Der findes flere videnskabelige studier, som har undersøgt, hvordan man generelt reagerer følelsesmæssigt på fertilitetsudfordringer i de forskellige faser af fertilitetsbehandling. Faserne er i denne sammenhæng opdelt som ’før opstart af IVF’, ’igangværende IVF’ og ’efter endt IVF (både ved graviditet eller ved at stoppe behandlingerne)’.

Studierne afslører, at kvinder oplever mest angst ved moderat længde af fertilitetsbehandling. Det vil altså sige, at angsten i starten er lav, men stiger med antallet af fejlslagne IVF-behandlinger. Det interessante er dog, at angsten lader til at falde, hvis man fortsætter i fertilitetsbehandling i lang tid, og med tiden, når behandlingen er ovre, vil angsten og den psykiske smerte falde – også selvom parret eller kvinden ikke endnu har opnået graviditet. Dette kan være et udtryk for at kvinden eller parret lærer at rumme eller acceptere det faktum, at de er i fertilitetsbehandlingen i længere tid, og lærer at leve et meningsfuldt liv udenfor fertilitetsbehandlingen.

At leve et parallelt liv med fertilitetsbehandlingen

Tanker om accept og hjælpeløshed er medbestemmende for, hvordan ens følelser udvikler sig i forbindelse med fertilitetsbehandling. Jo mere vi oplever accept, jo lettere er det at håndtere følelserne, når behandlingen ikke går som vi ønsker.

Men hvad mener jeg med accept? Accept er ikke lig med at give op, men er derimod et udtryk for at være villig til at opleve og rumme de følelser og tanker, som man møder, når man gør noget som er vigtigt – som er i overensstemmelse med ens værdier. Accept er det modsatte af at forsøge at bekæmpe sine tanker og følelser. En ulige kamp, som vi har svært ved at vinde, da tanker og følelser i deres natur er ukontrollerbare. Derfor stiger følelsen af hjælpeløshed, når vi bliver ved med at forsøge at bekæmpe noget, som er ukontrollerbart. Hvis man forsøger at genvinde kontrol ved for eksempel ikke at ønske at føle håb, affærdige sorgen og afmagten eller skælde sig selv ud over at føle jalousi så stiger hjælpeløsheden og dermed også risikoen for at udvikle angst og depression.

Vid at alle de følelser og tanker du oplever, er helt normale og okay. Accepter at de kommer til dig, ved for eksempel at skrive dem ned i en dagbog eller tal om dem med din partner eller en anden person, som du er tryg ved. Og vend så din opmærksomhed mod den del af dit liv, som ikke handler om fertilitetsbehandling. Det er nemlig vigtigt for dit generelle velvære, at du bliver ved med at leve det liv du også ønsker.

En del af den forebyggende og støttende behandling jeg laver i min klinik, er netop at tale om dine værdier – altså hvilket liv ønsker du at leve, hvad betyder allermest for dig, hvordan vil du gerne være som person, hvad er meningsfuldt og betydningsfuldt for dig, og hvad vil du gerne stå for i tilværelsen – alt sammen parallelt med fertilitetsbehandlingen. Værdierne giver livet retning og kan bruges til at motivere dig til at foretage vigtige ændringer. Værdier kan for eksempel være ’at give og tage imod kærlighed’, ’venlighed’, ’eventyr’, ’tage hånd om min krop’, ’nærhed’, ’loyalitet’, ’acceptere mig selv’, hjælpsomhed’…find selv på flere.

Vi kan sagtens have forskellige værdier på forskellige domæner i livet. Find ud af, hvad dine værdier er i de forskellige domæner såsom arbejdsliv, socialliv, hobbyer og kærlighedsliv, og engagér dig derefter i at efterleve dine værdier.

Øvelse: tre trin til opstilling af værdibaserede mål, som kan hjælpe dig med at leve et meningsfuldt liv parallelt med fertilitetsbehandlingen

Skriv noter ud for hvert trin.

1. trin: Det livsdomæne, jeg vælger at arbejde med, er (sæt en ring om et eller to, men ikke flere): arbejde, sundhed, uddannelse, socialt liv, forældreskab, intim partner, familie, åndelighed, lokalsamfund, miljø, fritid, personlig udvikling.

2. trin: De værdier, der ligger til grund for mine mål (i dette livsdomæne), er:

Når det drejer sig om at opstille mål, skal du sikre dig, at det mål, du opstiller, er specifikt, at det er meningsfuldt for dig, at det hjælper dig med at bevæge dig i retning mod et meningsfuldt liv, at det er realistisk og at det er tidsdefineret.

3. trin: Mine værdibaserede mål er …

Et umiddelbart mål (noget småt, enkelt og let, som jeg kan gøre inden for de næste 24 timer)

Kortsigtede mål (ting, jeg kan gøre inden for de næste få dage og uger)

Mål på den mellemlange sigt (ting, jeg kan gøre inden for de næste få uger og måneder)

Langsigtede mål (ting, jeg kan gøre inden for de næste få måneder og år):

Det er vigtigt, at du med engagement forsøger at overholde de mål du opstiller, også selvom tankerne og følelserne kan virke altopslugende og uoverskuelige. Nogle gange kommer de behagelige følelser først frem, når vi rent faktisk gør det, som er meningsfuldt for os. Det betyder ikke, at det ikke kan være svært. Bed eventuelt din partner eller en ven om hjælp og støtte.

Er du i et parforhold?

Hvis du er i et parforhold, er det en god ide, at lave ovenstående øvelse sammen med din partner. Åben og ærlig kommunikation er altid at foretrække i et parforhold, og at tale om hvordan I ønsker at jeres parforhold skal bibeholdes og udvikles, samtidig med at I er i et fertilitetsforløb, er ingen undtagelse. Forsøg så vidt muligt, at blive enige om, hvilke værdier, som er vigtige samt hvilke mål I sammen har lyst til at opstille.

Inddragelse af familie og venner

Vi ved at noget af det vigtigste i forhold til, hvordan man klarer sig igennem et fertilitetsforløb, er at have mennesker, man kan betro sig til og finde støtte hos. Denne støtte og fortrolighed kan man både finde hos familie og venner samt ens partner. Jeg oplever dog ofte i min klinik, at netop dette tit er forbundet med en stærk ambivalens. På den ene side ønsker man at dele sine bekymringer, få luft for sine følelser og tanker, blive trøstet, dele håb og forventninger med dem man holder af. På den anden side kan det også være forbundet med ængstelighed over at blive spurgt ind til samt at skulle lægge øre til velmenende, men irriterende råd.

Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvor meget man generelt har lyst til at dele med andre. Nogle har det fint med at inddrage alle i processen omkring fertilitetsbehandlingen, og finder stor glæde, støtte og kærlighed ved dette – både når der er op- og nedture. Andre har sværere ved at være sårbar, og deler derfor kun med enkelte vigtige personer i deres liv.

Ligegyldigt, hvor mange du vælger at dele med, kan det være en god idé at være tydelig omkring, hvordan det påvirker dig at blive spurgt ind til fertilitetsbehandlingen. Hjælp dine pårørende med, at kunne være der for dig på den måde, som du har brug for. Sig for eksempel: ”det gør mig virkelig glad, når du husker at spørge, hvordan det går med…”, ”det er ikke så rart for mig hele tiden at blive konfronteret med…”

Sæt selv rammerne for, hvordan du ønsker at inddrage din familie og venner.

En efterfødselsreaktion er en tilstand, som en kvinde (men også mænd) kan opleve indenfor det første år efter fødslen. Der er forskellig slags efterfødselsreaktioner og nogle er mere normale i befolkningen end andre. Studier viser at omkring 20% af alle kvinder, som føder (eller adopterer), oplever en form for efterfødselsreaktion af den alvorligere slags. Alle kvinder kan udvikle en fødselsreaktion, men det ses oftere hos kvinder, som tidligere har lidt under forskellige former for psykiske udfordringer (depression, angst, stress) og særligt, hvis der har været depression under graviditeten.Studier viser, at omkring 20% af alle kvinder, som føder eller adopterer, oplever en form for efterfødselsreaktion af den alvorligere slags.Derudover er faktorer som fysisk helbred, svære barndomsvilkår, økonomiske problemer og sårbarhed overfor social evaluering alt sammen udfordringer, som øger risikoen for en efterfødselsreaktion.

Hvilke slags efterfødselsreaktioner findes der?

Babyblues er den mest almindelige og opleves af op til 75% af alle kvinder, som har født eller adopteret. Denne opstår indenfor de første 2 uger efter fødslen. Fortsætter den længere tid, vil man begynde at tale om andre typer af efterfødselsreaktioner. Babyblues føles som en tilstand af overvældelse, og hvor man har let til gråd. Det er fuldstændig ufarligt og går ofte over af sig selv. Det skyldes et dyk i de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron og så det faktum, at man som kvinde er udmattet både fysisk og psykisk efter fødslen.

Fødselsdepression er den anden mest almindelige og opleves af omkring 12% som føder eller adopterer. En fødselsdepression kan godt opstå længere tid efter fødslen, men man taler om en fødselsdepression, når depressionen udvikler sig indenfor et år. Ellers er der tale om en almindelig depression. En fødselsdepression føles egentlig som en almindelig depression. Du vil opleve nedsat humør, ændret søvnmønster (som ikke handler om baby), at de ting som plejede at glæde dig ikke gør det længere, tanker om død eller selvmord, manglende lyst generelt, ændrede spisevaner, svært ved at falde til ro, svært ved at komme i gang og tomhedsfornemmelse.

Tvangstanker eller OCD er en angsttilstand, som ofte opstår samtidig med depression. Faktisk ses det ved 40% af de kvinder, som udvikler postpartum OCD, at det er sideløbende med en depression. Tvangstanker i forbindelse med en efterfødselsreaktion vil ofte kræse om barnet og kan have alt fra seksuel karakter, til tanker om ulykker eller at du selv kommer til at forårsage skade på barnet. Disse tanker er virkelig ubehagelige og meget tabubelagte, og fører til tvangshandlinger. Tvangshandlinger tjener til at fjerne ubehaget ved tvangstankerne. En tvangshandling kan f.eks. være ikke at ville være alene med barnet, hvis man er bange for at gøre skade på barnet, eller blive ved med at tjekke om barnet trækker vejret, hvis man er bange for at barnet bliver kvalt. Mildere former for tanker om ulykke er helt normale og alle oplever dem. De er sat i os som en psykologisk mekanisme, som skal gøre os opmærksomme og beskyttende overfor barnet. Men udvikler det sig, således at det bliver hæmmende for forældreskabet og for at du kan leve dit liv, så skal du søge hjælp hos en psykolog.

Generaliseret angst og fødselsrelateret PTSD opleves af 6-10%, mens en fødselspsykose opleves af 1 ud 1000 kvinder. Fødselspsykose er altså den mest sjældne, og dog også den mest alvorlige, form for efterfødselsreaktion. Den opstår typisk, hos kvinder som tidligere har lidt af skizofreni eller bipolarlidelse. Generaliseret angst føles som en tilstand af konstant ængstelighed og uro. Kvinden vil nogle gange opleve gentagne og måske overdrevne bekymringer om barnet (som kan tippe over i en OCD) og andre gange er ængsteligheden diffus og ikke rettet mod noget bestemt. Med angst følger altid fysiske symptomer som hjertebanken, svedige håndflader, svimmelhed, uro i kroppen og åndenød.

Doulaeffekten

At have en doula eller anden terapeutisk fagperson som støtte under graviditeten kan virke forbyggende for risikoen for en efterfødselsreaktion. Dette kaldes doulaeffekten. Mange undersøgelser viser, at det at have en følgeskab af en doula under graviditeten reducerer medicinforbruget i graviditeten og fødslen væsentligt, nedbringer antallet af kejsersnit, øger tilfredsheden med fødselsforløbet, får flere til at amme – med færre udfordringer og i længere tid. Børnene fødes oftere spontant og har en højere Apgarscore og fødslens længde forkortes ofte. En af de åbenlyse fordele ved at modtage hjælp under graviditeten er, at man kan forberede fødslen, så den bliver en god og styrkende oplevelse. På den måde kan forældrene få et godt første møde med barnet og dermed styrke en positiv indledning til relationen til barnet. Hvis man alligevel udvikler en efterfødselsreaktion er det altid vigtigt, at række ud efter hjælp og eventuelt starte i terapi. Mange kvinder går alene med deres efterfødselsreaktion, fordi følelser som skam ofte opstår sideløbende, og de derfor har svært ved at indrømme eller fortælle om den situation de står i.

Det er svært at give bare én årsag til præ menstruelt syndrom (PMS) og præ menstruelt dysfori (PMD) (læs artikel om, hvad PMS/PMD er her), og de fleste forskere på området, er da også enige om, at flere faktorer spiller sammen. Denne artikler lister 4 faktorer, som alle har indflydelse på udviklingen af PMS/PMD.

1. Hormonel overfølsomhed

Den væsentligste og mest anerkendte årsag til PMS og PMD er hormonelle ændringer i løbet af kvindens menstruationscyklus. Særligt hormonet progesteron, menes at have betydning for PMS, da nyere forskning tyder på, at progesteron kan have indflydelse på funktioner i hjernen og udløse nogle af de samme psykiske symptomer, som man kan se ved depressioner. Desuden dannes progesteron udelukkende efter ægløsning, hvilket også er tidspunktet, hvor PMD-symptomerne indtræffer. Men alle kvinder går jo igennem denne hormonelle cyklus månedligt, så hvorfor lider alle kvinder ikke af PMD? Kvinder med PMD har normale hormoner, men forskning tyder på, at de er mere følsomme overfor hormoner.

2. Arvelighed

I dag er det en meget udbredt mening, at PMS, og hvordan symptomerne på PMS kommer til udtryk, er arveligt. I 1971 fandt forskerne Dalton, Dalton og Guthrie I et forsøg med tvillinger, at det tydede på, at der var en stærk sammenhæng mellem de symptomer på PMS og styrken af den præ menstruelle spænding mødre oplevede, og de symptomer og spændingsstyrke deres døtre oplevede. Faktisk fandt de, at når mødre oplevede symptomer som angst, træthed og irritation, oplevede næste 70% af døtrene det også. Og omvendt fandt de også, at når mødrene ikke havde nogle symptomer på PMS, havde døtrene det heller i 62,5% af tilfældene.

3. Stress

Meget tyder på, at en vis følsomhed overfor hormonet progesteron skal være til stede, for at PMS-symptomer opstår. Derudover peger en teori på, at oplevet stress kan være med til at forværre symptomerne på PMS. Særligt er der fundet resultater, som peger på, at stress i den follikulære fase, altså den første fase cyklussen, hvor klargøringen til frigivelsen af et nyt æg sker, har indflydelse på, hvor slemme de psykologiske symptomer på PMS bliver. Det vil sige, at jo mere stress kvinden oplever i starten af sin cyklus, jo værre bliver hendes PMS-symptomer senere i cyklussen.

4. Personlighedstræk

En sidste årsag, som vil blive betragtet i denne artikel er, at personlighedstrækket neuroticisme, menes at have en sammenhæng med graden af PMS. Personlighed kommer af det græske ord persona, som oprindelig betød det, der var bag masken. Siden hen gik over til at betyde selve masken, og i dag betyder det nærmest en kombination af begge dele, dvs. bevidste og ubevidste træk, som kendetegner personen som helhed. Neuroticisme er et personlighedstræk, som indebærer følelsesmæssig ustabilitet, fysiologisk hyperreaktivitet (det vil sige overfølsomhed) samt en lavere tærskel for negative følelser som angst, depression og irritabilitet. Mennesker, som har en høj grad af neuroticisme, har altså en lavere tærskel for ubehag, og desuden viser studier, at disse mennesker har mere kortisol i blodet end mennesker med en lav grad af neuroticisme. Kortisol er det såkaldte stress-hormon, og det har derfor en dobbelt effekt, da stress, som sagt, i sig selv kan være en årsag til forværring af PMS-symptomer. Forskere mener, at det netop er dette personlighedstræk, som gør nogle kvinder følsomme overfor progesteron.

Andre anerkender, at der er en sammenhæng mellem den ramte kvindes humør og et tilbagevendende tidspunkt på måneden. I den sammenhæng kan jeg slet ikke sætte tal på, hvor mange gange jeg har hørt bemærkningen: ”Det er vist den tid på måneden”. En bemærkning som ofte er sagt med himmelvendte øjne eller en underliggende devaluerende effekt.

Men hvis PMS er virkeligt, hvad er det så?

Kriterierne for PMS opdeles I følelsesmæssige og øvrige symptomer og er ifølge ACOG (The American College of Obstetricians and Gynecologists) følgende:

Affektive symptomer

• Depression
• Vredesudbrud
• Angst
• Irritabilitet
• Forvirring
• Social tilbagetrækning

Øvrige symptomer

• Brystømhed
• Oppustethed
• Hovedpine
• Hævelse af arme og ben

I løbet af mindst tre cyklusser skal mindst ét af disse symptomer være til stede ved hver cyklus i løbet af de fem dage før menstruation. Symptomer lettes inden for fire dage efter menstruationens start uden gentagelse indtil tidligst cyklusdag 13.

Hvad de færreste ved er, at når symptomerne bliver meget svære ændres diagnosen til Præmenstruelt Dysfori også kaldet PMD.

Kriterierne for PMD er ifølge DSM-5 (The Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) følgende:

Affektive symptomer

• Markant affektiv labilitet (f.eks. humørsvingninger, pludselig tristhed, tårefuldhed eller øget følsomhed over for afvisning)
• Markant irritabilitet eller vrede
• Markant forsænket stemningsleje, følelse af håbløshed eller utilstrækkelighed
• Markant angst og/eller følelsen af at være ængstelig, anspændt, nervøs eller bekymret

Øvrige symptomer

• Mindsket interesse i sædvanlige aktiviteter
• Koncentrationsbesvær
• Døsighed og mangel på energi
• Markant forandring i appetit (f.eks. overspisning eller cravings)
• Hypersomni eller søvnløshed
• Følelse af overvældethed eller af at miste kontrollen
• Fysiske symptomer (f.eks. brystømhed eller hævelse, led eller muskelsmerter, oppustethed)

I de fleste menstruationscykler i løbet af det sidste år skal mindst fem af disse symptomer (herunder mindst ét affektivt) være til stede i den sidste uge før menstruation, aftage efter menstruation og være fraværende i ugen efter menstruation.

PMD er ikke kun ukendt i befolkningen, men overses ifølge en statusartikel bragt i ugeskriftet også ofte af de praktiserende læger. Du kan læse statusartiklen her https://ugeskriftet.dk/files/scientific_article_files/2018-11/v05180382_0.pdf

Kvinder, som lider af PMS eller PMD får ofte ikke den støtte eller den behandling, som er nødvendig for at lette deres symptomer, men oplever i stedet mistro og manglende forståelse.

Kan du genkende den kritiske indre stemme? Den fortæller dig måske, at du ikke har trænet nok i denne uge, præsteret godt nok på arbejdet eller, at du sagde noget pinligt i frokostpausen til en kollega? Den indre kritiker har måske gode intentioner om at beskytte dig, men er hård og dømmende i tonen. 

Det er her self-compassion kommer ind i billedet. Self-compassion involverer at have medfølelse og være venlige over for os selv. På samme måde, som man ville udvise forståelse og medfølelse for en ven, vi holder af og som oplever noget svært – på samme måde kan vi lære at give os selv den omsorg og forståelse, når vi oplever modstand i livet. 

Når vi oplever lidelse og smerte, vil vi typisk skubbe det væk, og vi tror der er noget galt med os, fordi vi mærker vores svære følelser. Vi  kan gå fra; “jeg kan ikke lide denne følelse” til “jeg vil ikke have denne følelse” til “noget er galt med mig, fordi jeg har denne følelse” til “jeg er ikke god nok”. 

Self-compassion starter med at anerkende og validere alle vores følelser og oplevelser. Følelser af jalousi, vrede, frygt og håbløshed er meget normale, når man er i fertilitetsbehandling. Der er ikke noget forkert i at have de følelser. Self-compassion kultiverer en venligere indre stemme. I stedet for at sige “hvad er der galt med mig”, øver vi os på at frembringe en venligere indre dialog – “jeg er ked af det og det er okay. Følelser kommer og går”. 

Du tænker måske at self-compassion, lyder selvmedlidende eller svagt, men forskningen viser faktisk, at når vi kritiserer os selv, så bliver vi mere stressede i kroppen. Amygdala-centeret i hjernen bliver aktiveret og vi er en smule i alarmberedskab hver gang, vi møder os selv med kritiske tanker. Når vi slipper den hårde tone, får vi nemmere ved at tænke klart. 

Compassion kan deles op på følgende måde:

Evnen til at være venlige over for os selv: 

Når vi laver fejl eller rammes af modstand, er vi mere tilbøjelige til at slå os selv oven i hovedet, end at være milde mod os selv. I stedet for at selvevaluere og selv-kritisere, når vi oplever modgang, kan vi tilbyde os selv varme og accept. Vi kan lære at berolige os selv med mildhed, anerkendelse og omsorg.

Fælles menneskelighed: 

En følelse af forbundethed er også centralt i self-compassion. Alle mennesker er fejlbarlige, og oplever lidelse på et eller andet tidspunkt i livet. Self-compassion anerkender faktummet, at livet indebærer lidelse for alle – uden undtagelse. Det er en helt naturlig del af at eksistere. Det kan være at det lyder indlysende, men det er noget der ofte glemmes i hverdagen. Vi falder nogle gange i fælden, hvor vi synes at vores liv burde være anderledes og, at noget er galt med os, når tingene ikke går som planlagt. Vi føler os isolerede, skamfulde og ensomme i vores lidelse. Når vi minder os selv om, at smerte og lidelse er noget andre mennesker også oplever i verden, kan der opstå forbundethed med andre midt i lidelsen. Andre slås også med lignende problemer og der er flere tusinde mennesker, der har det som én selv på kloden. Omstændighederne er forskellige, smertens intensitet er forskellig, men grund-oplevelsen af menneskelig lidelse er den samme.

Mindfulness:

Indebærer at være opmærksom i nu’et. Det betyder at være åben og tillade tanker, følelser og fornemmelser at dukke op i bevidstheden uden modstand eller undgåelse. Det betyder at anerkende lidelsen og være med den, så vi kan respondere med omsorg og venlighed overfor os selv. Vi tillader os selv at mærke det der fylder uden at fortabe os i en selvkritisk dialog. Måske virker det indlysende, men rigtig mange har svært ved at anerkende de svære følelser, og kommer til at måle egne minusser op imod andres plusser.

Spørgsmål du kan stille dig selv:

Luk øjnene og tænk lidt over følgende spørgsmål: 

Hvordan er jeg overfor en ven eller veninde, der har det svært? 

Tænk på alle de gange, hvor du havde en tæt ven, som havde det svært på den ene eller anden måde. Måske kæmpede personen meget med noget eller følte sig utilstrækkelig. Hvordan vil du være over for denne ven/ veninde (hvis du har det godt)? Hvad ville du sige? I hvilket toneleje ville du sige det? Hvordan ville dit kropssprog være overfor denne ven/veninde?

Tænk nu på tidspunkter hvor du kæmper eller har det svært? Hvordan er du overfor dig selv i de situationer? Reflekter over hvad du siger til dig selv, og hvad du gør? I hvilket toneleje siger du det?

Er der forskel på hvordan du taler til dig selv kontra en ven/veninde? Hvis ja – hvorfor er der forskel?

Hvis du har brug for hjælp til at arbejde med svære tanker eller følelser, er du meget velkommen til at kontakte os på telefon 31712126, mail, eller booke tid online på hjemmesiden. 

Vi tilbyder samtaler med kort ventetid, så du kan starte dit forløb med det samme. Læs mere om os i feltet “Psykologer”. 

• Den stress som behandlingen i sig selv udgør
• Truslen om permanent barnløshed
• Usikkerheden og ukontrollerbarheden af resultatet af fertilitetsbehandlingen
• Det dalende håb om graviditet og skabelsen af en familie med et eller flere børn

Det er normalt at truende situationer med høj grad af usikkerhed omkring, hvordan det hele kommer til at gå, kan skabe angst. Derudover er det ligeledes normalt, at en fornemmelse af tab og tab af kontrol kan skabe depressive symptomer.

Der findes flere videnskabelige såkaldte tværsnitsstudier, som har undersøgt, hvordan man generelt reagerer følelsesmæssigt på fertilitetsudfordringer i de forskellige faser af fertilitetsbehandling. Faserne er i denne sammenhæng opdelt som ’før opstart af IVF’, ’igangværende IVF’ og ’efter endt IVF (både ved graviditet eller ved at stoppe behandlingerne)’.

Studierne afslører, at kvinder oplever mest angst ved moderat længde af fertilitetsbehandling. Det vil altså sige, at angsten i starten er lav, men stiger med antallet af fejlslagne IVF-behandlinger. Det interessante er dog at angsten lader til at falde, hvis man fortsætter i fertilitetsbehandling i lang tid, og med tiden, når behandlingen er ovre, vil angsten og den psykiske smerte falde – også selvom parret eller kvinden ikke endnu har opnået graviditet. Dette kan være et udtryk for at kvinden eller parret lære at rumme eller acceptere det faktum, at de er barnløse. Men hvad betyder ”med tiden”? De fleste kvinder, som udvikler depression og angst under fertilitetsbehandling, og som ikke får succes med behandlingen, viser ingen bedring 6 måneder efter endt behandling. Dette kan skyldes, at seks måneder simpelthen ikke er lang nok tid til at bearbejde en så svær eksistentiel krise som ufrivillig barnløshed er. En anden forklaring kan være at parret eller kvinden ikke helt giver slip på håbet om graviditet på trods af endt behandling efter mange års behandling. Flere studier peger på at omkring halvdelen af alle kvinder, som stopper fertilitetsbehandlingen, ville genoptag behandlingen, hvis der var nye behandlingsmuligheder. Dette spænder ben for den nødvendige accept og tankemæssige tilpasning for at depressionen og angsten kan lette. Mange studier peger på, at det tager omkring to år at tilpasse sig det nye verdensbillede efter endt ikke succesfuld fertilitetsbehandling.

Hvorfor er der forskel på, hvordan man håndtere den følelsesmæssige stress?

Der er generelt to slags faktorer, som har indflydelse på, hvor godt rustet man er til at håndtere den følelsesmæssige stress forbundet med fertilitetsbehandling – beskyttende faktorer og risikofaktorer.

På tværs af videnskabelige studier er der enighed om at optimisme, accept af fertilitetsproblemer samt oplevet tilgængelighed til social støtte er beskyttende faktorer. Det vil sige, at man, hvis man er i stand til at manifestere optimisme og accept og hvis man oplever støtte fra sin partner, forældre eller venner højst sandsynligt vil opleve mindre angst og depressive følelser.

Der er ligeledes på tværs af videnskabelige studier enighed om at neuroticisme, tanker om håbløshed, undgåelsesadfærd samt utilfredshed med ægteskab og seksuelle relationer alle er risikofaktorer. Det vil sige, at man er i større risiko for at opleve angst og depressive symptomer, hvis man oplever én eller flere af nævnte risikofaktorer.

Håndteringsstrategier

Tanker om accept og hjælpeløshed er bestemmende for, hvordan en depression udvikler sig i forbindelse med fertilitetsbehandling. Jo mere accept, jo bedre tilpasning til ikke-succesfuld behandling. Her er det måske på sin plads at sige et par ord om, hvad accept i psykologisk forstand egentlig betyder. Accept er ikke lig med at give op, men er derimod et udtryk for at være villig til at rumme sine følelser omkring noget – i dette tilfælde ufrivillig barnløshed. Accept er det modsatte af at forsøge at bekæmpe sine tanker og følelser. En ulige kamp, da tanker og følelser i deres natur er ukontrollerbare. Når vi bliver ved med at forsøge at bekæmpe noget, som er ukontrollerbart, stiger følelsen af hjælpeløshed. I et fertilitetsforløb er der en høj grad af ukontrollerbarhed, da man ikke kan styre om ægget sidder fast efter opsætning. Hvis man forsøger at genvinde kontrol ved for eksempel at forsøge ikke at føle håb, affærdige sorgen og afmagten eller skælde sig selv ud over at føle jalousi så stiger hjælpeløsheden og dermed også risikoen for at udvikle angst og depression.

Effektiv håndtering af følelseslivet er afhængig af karakteristikaene ved stressoren. Når vi taler om fertilitetsbehandling som stressoren, er der tale om en meget kompleks stressor: det er stressen af behandlingen i sig selv, af usikkerheden, af tabet af håb om graviditet og børn samt det faktum at infertilitet er meget ukontrollerbart.

Hvis kvinden kan komme igennem den svære tid inden angsten falder, øges chancerne for graviditet, da vi ved, at der er en direkte sammenhæng mellem antal IVF-behandlinger og chancen for graviditet. Det er dog ofte meget vanskeligt, og kræver hjælp.

Den psykologiske behandling i forbindelse med fertilitetsbehandling hjælper netop kvinden og/eller manden med at lave et skifte fra en aktivt, behandlingsfokuseret måde at håndtere fertilitetsudfordringerne på til et kognitivt/tankemæssig måde at tilpasse sig på ved at forandre meningen af at være barnløs. Dette gør sig ikke kun gældende indenfor fertilitetsbehandling, men faktisk indenfor alle alvorlige helbredsmæssige problemer.

Eksempler på ritualer:

1. Gå en tur
2. Skriv tre ting ned som du er taknemmelig for. En lækker havregrød til morgenmad? En inspirerende podcast? Eller god samtale med en ven?
3. Lav din yndlingsret. Forsøg at gøre det med bevidst nærvær. Læg mærke til dufte og smage
4. Ring til en ven eller familie, som du savner og hør hvordan det går
5. Øv dig i at sige nej. Utrolig mange finde det ualmindeligt svært at sige nej til ting, de ikke har lyst til.
6. Tag en lur med god samvittighed og giv dig selv plads til at være uproduktiv.
7. Lav en god kop kaffe
8. Dans til en god sang eller lave en playliste med sange du kan lide
9. Afsæt tid til et kreativt projekt. Du kan spørge dig selv, hvad kunne jeg godt kunne lide at bruge tid på som barn?
10. Log af sociale medier. Vi behøver ikke at være tilgængelige hele tiden scrolle grønnere græs dagen lang

I starten kan det være en god idé, at afsætte et lille tidsrum til dit ritual. Det kan være to minutter til ti minutter på en dag, eller noget som du gør på ugentlig basis. Sænk ambitionsniveauet og start ud langsomt med at skabe din nye vane. Selvomsorg er en meget individuel praksis, og der er ikke en “rigtig” måde at gøre det på. I stedet for at slå dig selv i hovedet når du er overvældet, ked af det og presset, så prøv at støtte dig selv med kærlige handlinger og opmuntring.

God fornøjelse.

Hvis du har brug for hjælp til at arbejde med svære tanker eller følelser, er du meget velkommen til at kontakte os på telefon 31712126, mail, eller booke tid online på hjemmesiden.

Vi tilbyder samtaler med kort ventetid, så du kan starte dit forløb med det samme. Læs mere om os i feltet “Psykologer”.