Fertilitetsforløb & ufrivillig barnløshed
Fertilitetsforløb
10-15 % af alle par lider af infertilitet, og antallet af fertilitetsbehandlinger med assisted reproductive technology (ART) er stigende verden over. Med et fertilitetsdoulaforløb får du hjælp og støtte igennem den svære proces det kan være at få dit største ønske opfyldt.
I Danmark er vi dygtige til at udrede og behandle den fysiske side af barnløshed. Samtidig er vi et af de lande i verden, der er længst fremme, når det kommer til forskning, inden for viden om de psykiske og sociale konsekvenser af barnløshed. Det er derfor lidt af et paradoks, når vi samtidig er et af de lande i Europa, der gør mindst for at afhjælpe de følelsesmæssige udfordringer, der kan være resultatet af barnløshed og fertilitetsbehandling. I mange af de omkringliggende lande vi ofte sammenligner os med, er rådgivning i forhold til de psykologiske konsekvenser af barnløshed en selvfølge parallelt med den medicinske behandling. I Danmark har vi derimod ikke tradition for at benytte psykologer, doulaer, fysioterapeuter, sexologer eller andre rådgivere.
Jeg ønsker at hjælpe dig med, at håndtere de følelsesmæssige og sociale udfordringer, som kan opstå i et fertilitetsforløb – også når ønskebarnet er ankommet.
Følelsesmæssige oplevelser
At være i et fertilitetsforløb kan have store følelsesmæssige konsekvenser ligegyldigt om du er mor eller far.
Ofte overses eller negligeres de følelsesmæssige reaktioner, som kan opstå både under og i kølvandet på et fertilitetsforløb, når drømmen opfyldes, og det vidunderlige ønskebarn endelig er en del af familien.
Under et fertilitetsforløb opstår ofte følelser af stress, angst, tristhed, frustration, ensomhed, følelsen af at være forkert og følelsen af jalousi på alle dem, som lykkes med at få børn. Når drømmen endelig går i opfyldelse, regner de fleste med, at disse følelser vil forsvinde, som ved et trylleslag. Sandheden er desværre den, at de ofte hænger ved, og endda skaber grobund for nye følelser af skam og skyld over ikke bare at være ovenud lykkelig hele tiden. Nogle af disse følelser kan være helt nye for dig og kan virke skræmmende, forkerte eller direkte skamfulde. Andre vil du kunne genkende fra andre aspekter af dit liv, men disse kan være lige så svære at håndtere uden hjælp.
Psykologisk stress
At være ufrivillig barnløs er forbundet med psykologisk stress, og et stigende antal undersøgelser indikerer, at stress og belastning kan mindske jeres chancer for at blive gravide med fertilitetsbehandling. Eksisterende stressforskning har primært fokuseret på stress i forhold til barnløshed og fertilitetsbehandling, og det er derfor uklart, om stress der ikke er relateret direkte til fertilitetsbehandling, som f.eks. arbejdsrelateret stress, har indflydelse på jeres graviditetschancer med ART.
Den mest dominerende psykologiske konsekvens af infertilitet er følelsen af sorg, fordi kvinden eller manden mister forestillingen om hvordan livet skulle være – drømmen om at skabe en familie og forestillingerne om, at dette skulle foregå på en ukompliceret måde. Derudover mister man forestillingen om at have en sund og rask krop, der kan blive gravid eller gøre en kvinde gravid, når man ønsker det. Omkring 15 % af kvinder og 6 % af mænd, der er i fertilitetsbehandling i mere end et år uden at blive gravide, udvikler alvorlige symptomer på depression.
Fertilitetsbehandling og parforholdet
Fertilitetsbehandling er ofte meget belastende for parforholdet. Det anslås at halvdelen af alle par i fertilitetsbehandling oplever problemer af seksuel eller samlivsmæssig karakter. Det kommer blandt andet til udtryk i nedsat samlejefrekvens, mindsket seksuel interesse, udeblivelse af spontanitet, nydelse og lyst samt generel nedsat livskvalitet hos par i fertilitetsbehandling. Omvendt er der undersøgelser, der interessant nok viser, at et aktivt sexliv i forbindelse med ART øger sandsynligheden for at blive gravid markant. Seksualitet er en almenmenneskelig ressource og et tilfredsstillende sexliv kan give livsmod og ressourcer til at klare vanskelige situationer.
Et psykologforløb for par i fertilitetsbehandling har derfor fokus på, hvordan I sammen håndterer det at være i et fertilitetsforløb, hvordan I kommunikerer med hinanden omkring hver jeres respektive følelser og ikke mindst, hvordan I bibeholder intimitet og seksualitet i en situation, hvor mange i håbet om graviditet har et skemalagt sexliv.
Konsekvenserne af fertilitetsbehandling kan fortsætte ind i livet efter fertilitetsbehandling, hvis I ikke får hjælp til at håndtere dem. En del af psykologfertilitetsforløbet for par, der har været i fertilitetsbehandling har fokus på, hvordan I sammen håndterer det at være blevet forældre eller hvordan i sammen rummer, at fertilitetsbehandlingen ikke gik som ønsket.
Gode grunde til at vælge et fertilitetsforløb
- Jeg skaber skaber tryghed, omsorg, støtte og nærvær i en svær situation
- Få hjælp med at håndtere og lette stressen, presset, bekymringer, sorgen, jalousien og alle de andre følelser ved at være ufrivilligt barnløs.
- Forskning viser, at chancerne for at blive gravid øges ved at kombinere den medicinske fertilitetsbehandling med mentalt helbredsbehandling
- Få kvalificeret og professionel vejedning og støtte i, hvordan du fortsat kan leve dit liv meningsfuldt, selvom du er i fertilitetsbehandling
Hvad kan du forvente?
- Støtte og omsorg i den svære proces du er i
- Redskaber til at håndtere de følelsesmæssige udfordringer
- Hjælp til kropsbevidsthed
- Indsigt i hvordan du ønsker at leve dit liv, og hvilke værdier, som er vigtigst for netop dig
- En større bevidsthed om dig selv og hvordan fertilitetsforløbet påvirker din dagligdag og dine relationer
Fertilitetsforløb
Et Fertilitetsforløb kan variere meget i indhold og længde. Måske har du bare brug for én at tale med et par gange. Måske har du brug for både mental og fysisk støtte, omsorg og vejledning i en længere periode. Det er dig, som styrer tempoet - det handler om, hvad netop du har brug for.-
Individuelt forølb/Parforløb
Ønsker du at høre mere?
Cyklusforløb
Få hjælp til at forstå og inkorporere din cyklus i dit liv. Lær at bruge den enorme og dybe værdi i det værende feminine.