Den stress, som opstår i et fertilitetsforløb, består af mange forskellige elementer:
- Den stress som behandlingen i sig selv udgør
- Truslen om permanent barnløshed
- Usikkerheden og ukontrollerbarheden af resultatet af fertilitetsbehandlingen
- Det dalende håb om graviditet og skabelsen af en familie med et eller flere børn
Det er normalt at truende situationer med høj grad af usikkerhed omkring, hvordan det hele kommer til at gå, kan skabe angst. Derudover er det ligeledes normalt, at en fornemmelse af tab og tab af kontrol kan skabe depressive symptomer.
Der findes flere videnskabelige såkaldte tværsnitsstudier, som har undersøgt, hvordan man generelt reagerer følelsesmæssigt på fertilitetsudfordringer i de forskellige faser af fertilitetsbehandling. Faserne er i denne sammenhæng opdelt som ’før opstart af IVF’, ’igangværende IVF’ og ’efter endt IVF (både ved graviditet eller ved at stoppe behandlingerne)’.
Studierne afslører, at kvinder oplever mest angst ved moderat længde af fertilitetsbehandling. Det vil altså sige, at angsten i starten er lav, men stiger med antallet af fejlslagne IVF-behandlinger. Det interessante er dog at angsten lader til at falde, hvis man fortsætter i fertilitetsbehandling i lang tid, og med tiden, når behandlingen er ovre, vil angsten og den psykiske smerte falde – også selvom parret eller kvinden ikke endnu har opnået graviditet. Dette kan være et udtryk for at kvinden eller parret lære at rumme eller acceptere det faktum, at de er barnløse. Men hvad betyder ”med tiden”? De fleste kvinder, som udvikler depression og angst under fertilitetsbehandling, og som ikke får succes med behandlingen, viser ingen bedring 6 måneder efter endt behandling. Dette kan skyldes, at seks måneder simpelthen ikke er lang nok tid til at bearbejde en så svær eksistentiel krise som ufrivillig barnløshed er. En anden forklaring kan være at parret eller kvinden ikke helt giver slip på håbet om graviditet på trods af endt behandling efter mange års behandling. Flere studier peger på at omkring halvdelen af alle kvinder, som stopper fertilitetsbehandlingen, ville genoptag behandlingen, hvis der var nye behandlingsmuligheder. Dette spænder ben for den nødvendige accept og tankemæssige tilpasning for at depressionen og angsten kan lette. Mange studier peger på, at det tager omkring to år at tilpasse sig det nye verdensbillede efter endt ikke succesfuld fertilitetsbehandling.
Hvorfor er der forskel på, hvordan man håndtere den følelsesmæssige stress?
Der er generelt to slags faktorer, som har indflydelse på, hvor godt rustet man er til at håndtere den følelsesmæssige stress forbundet med fertilitetsbehandling – beskyttende faktorer og risikofaktorer.
På tværs af videnskabelige studier er der enighed om at optimisme, accept af fertilitetsproblemer samt oplevet tilgængelighed til social støtte er beskyttende faktorer. Det vil sige, at man, hvis man er i stand til at manifestere optimisme og accept og hvis man oplever støtte fra sin partner, forældre eller venner højst sandsynligt vil opleve mindre angst og depressive følelser.
Der er ligeledes på tværs af videnskabelige studier enighed om at neuroticisme, tanker om håbløshed, undgåelsesadfærd samt utilfredshed med ægteskab og seksuelle relationer alle er risikofaktorer. Det vil sige, at man er i større risiko for at opleve angst og depressive symptomer, hvis man oplever én eller flere af nævnte risikofaktorer.
Håndteringsstrategier
Tanker om accept og hjælpeløshed er bestemmende for, hvordan en depression udvikler sig i forbindelse med fertilitetsbehandling. Jo mere accept, jo bedre tilpasning til ikke-succesfuld behandling. Her er det måske på sin plads at sige et par ord om, hvad accept i psykologisk forstand egentlig betyder. Accept er ikke lig med at give op, men er derimod et udtryk for at være villig til at rumme sine følelser omkring noget – i dette tilfælde ufrivillig barnløshed. Accept er det modsatte af at forsøge at bekæmpe sine tanker og følelser. En ulige kamp, da tanker og følelser i deres natur er ukontrollerbare. Når vi bliver ved med at forsøge at bekæmpe noget, som er ukontrollerbart, stiger følelsen af hjælpeløshed. I et fertilitetsforløb er der en høj grad af ukontrollerbarhed, da man ikke kan styre om ægget sidder fast efter opsætning. Hvis man forsøger at genvinde kontrol ved for eksempel at forsøge ikke at føle håb, affærdige sorgen og afmagten eller skælde sig selv ud over at føle jalousi så stiger hjælpeløsheden og dermed også risikoen for at udvikle angst og depression.
Effektiv håndtering af følelseslivet er afhængig af karakteristikaene ved stressoren. Når vi taler om fertilitetsbehandling som stressoren, er der tale om en meget kompleks stressor: det er stressen af behandlingen i sig selv, af usikkerheden, af tabet af håb om graviditet og børn samt det faktum at infertilitet er meget ukontrollerbart.
Hvis kvinden kan komme igennem den svære tid inden angsten falder, øges chancerne for graviditet, da vi ved, at der er en direkte sammenhæng mellem antal IVF-behandlinger og chancen for graviditet. Det er dog ofte meget vanskeligt, og kræver hjælp.
Den psykologiske behandling i forbindelse med fertilitetsbehandling hjælper netop kvinden og/eller manden med at lave et skifte fra en aktivt, behandlingsfokuseret måde at håndtere fertilitetsudfordringerne på til et kognitivt/tankemæssig måde at tilpasse sig på ved at forandre meningen af at være barnløs. Dette gør sig ikke kun gældende indenfor fertilitetsbehandling, men faktisk indenfor alle alvorlige helbredsmæssige problemer.
